Om Sanne
Jeg er forfatter til 2 romaner, 4 teaterstykker, 5 librettoer til nye operaer - og en stor mængde artikler om, hvordan nye medier udfordrer vores mentale velfærd. Jeg har også forsøgt mig som kunstnerisk og administrerende direktør for et lille eksperimenterende musikteater i København, hvor jeg bor.
Men efter et sammenbrud for nogle år siden er jeg begyndt at betragte mig selv mere som en "forbinder af punkter". Da jeg forstod, at alle de symptomer, jeg led af, faktisk var som den brændende smerte, der fortæller dig, at du skal fjerne din hånd fra den brændende ovn, måtte jeg begynde at forbinde punkterne på en ny måde.
Mere end noget andet er jeg begyndt at betragte mig selv som en "connector of dots".
At forbinde punkter på nye måder er det, jeg gør i min tænkning, i mit forfatterskab og i min kunst. Mit håb er, at mit arbejde på tværs af genrer og kunstformer kan inspirere andre til at forbinde punkterne i deres liv på nye og mere tilfredsstillende måder.
At forbinde punkterne Selv, Krop, Sjæl, Familie, Natur, Sted og Samfund på en meningsfuld måde, der gør det muligt at komme hjem til sig selv.
I mange år følte jeg mig jævnligt forkert, fortabt og nedtrykt. Nogle gange var jeg for hurtig, andre gange for langsom - i bund og grund var jeg bare ude af sync med andre mennesker og oftest på kanten af depression.
Jeg brugte meget tid på at finde ud af, hvad der var galt med mig.
Var jeg særligt sensitiv? Var jeg bipolar? Var jeg på autismespektret? Havde jeg måske ADHD?
Det var først efter at være kollapset med udbrændthed og efterfølgende angst, at det gik op for mig, at smerte ikke var noget, man skulle overvinde, men noget, man skulle lytte til. At jeg ikke var en maskine. At jeg var natur. At perfektion ikke var en mulighed - men en dræber af kreativitet.
Så begyndte jeg at lægge mærke til, hvor mange andre, der også knækkede sammen. Hvor mange der kæmpede og var overvældet. Hvor mange der var hjemsøgt af følelser af ikke at passe ind - og fik diagnoser som stress, angst og depression.
Det slog mig, hvordan de fleste af de symptomer, der blev nævnt for at beskrive disse diagnoser, egentlig lød som fuldkommen naturlige reaktioner på usunde forhold.
Og at det hele i virkeligheden var et spørgsmål om perspektiv.
At det kun var det perspektiv, der ønskede, at folk skulle passe ind, der havde noget at skulle have sagt. Aldrig de mennesker, der ikke passede ind. Vi var bare enten syge eller fiaskoer.
Uanset hvor vanvittigt og umenneskeligt systemet var - alle, der ikke kunne eller ville tilpasse sig, fik en diagnose - og et slemt sår i deres selvværd.
For mig begyndte det at lyde som at bede regnskoven om at være modstandsdygtig eller koralrevene om at være robuste...
Da begyndte det at gå op for mig, hvor meget dette lignede klimakrisen.
Og idéen begyndte at udkrystallisere sig: Hvad nu hvis psyken faktisk er et økosystem, et mentalt økosystem?
Pludselig var det, som om jeg havde fået et par nye briller, der fik tingene til at stå lysende klart.
Og så begyndte jeg 7 års studier i neurobiologi, økologi og systemtænkning for at forsøge at forbinde punkterne og udvikle det, der nu er blevet den teori om psyken som et mentalt økosystem, som jeg gerne vil dele med dig.
Fordi jeg tror, at disse briller kan inspirere og hjælpe os alle til at ændre kurs:
Fra at brænde op og ud - til at få fingrene væk fra den varme kogeplade
Fra at føle sig fortabt - til at komme hjem til os selv
Fra at føle sig som en fiasko, en utilpasset, en taber - til at føle sig som en fuldgyldig og ligeværdig del af den neuro-diversitet, der skal til for at socio-mentale økosystemer kan blomstre
Fra ensomhed og manglende kontakt - til følelser af tilhørsforhold og samhørighed
Fra følelsesløshed og bedøvelse - til sansende levendehed
Fra reaktiv autopilot - til resonans, respons og deltagelse
Fra angst - til handling
Fra passiv accept - til aktiv modstand
På dårlige dage tror jeg stadig jeg ville være kvalificeret til en række diagnoser fra ADD og Aspergers til OCD og angst.
Jeg har stadig nedsmeltninger, når der er for meget pres, men når jeg formår at regulere og balancere mit mentale økosystem - og omfavne dets multi-dimensionelle natur - har jeg det fint.
Så er det muligt for min kreativitet at bevæge sig frit i mange forskellige retninger.
Det har vist sig at være afgørende for, at jeg kan skabe en oplevelse af mening og følen mig hjemme i verden.
Så jeg er fuld af påskønnelse over det utrolige held og privilegium, jeg har haft med at få mulighed for at følge behovene i mit mentale økosystem.
Tak til somatics coach Rachel Blackman for den saftige, udforskende samtale, som du vil finde bidder og stykker fra spredt rundt omkring på alle disse sider.