Flugten fra virkeligheden

I sidste uge var jeg til et zoom-møde, hvor den smukt indrettede stue bag en af mødedeltagerne pludselig ligesom "flækkedes" af en dør, der blev åbnet ved siden af hende. Den elegante stue trak sig sammen, så man kunne se det lille kaotiske mørke rum, som hun faktisk sad i. Et svimlende øjeblik af uvirkelighed. Ubetydeligt måske, men samtidig en del af tendensen til, at det virtuelle fylder mere og mere i vores liv. En tendens, der nok er værd at overveje, før det er for sent. For hvad nu hvis ting som "fake news", identitetstyveri og forskønnelsesfiltre kun er toppen af isbjerget, og det i virkeligheden er sådan, at virtualiseringen i bredere forstand er ved at æde både vores sjæl og planeten op?

Hvad nu, hvis alle de virale og epidemiske løgne blot er et symptomatisk højdepunkt, det sidste skridt på en lang rejse væk fra virkeligheden? En kulmination på den virtualisering, som vi har tilladt at sprede sig til stadig flere områder af vores liv. Og som kryptovalutaer, NFT-kunst, Metaverse, AI og transhumanisme gør stadig mere påtrængende.

Men lad os trædeet par skridt tilbage og se på den verdensopfattelse, der er dominerende i den vestlige kulturkreds.

På den ene side er den vestlige kultur baseret på den platoniske dualisme mellem krop og ånd, som sætter logik, abstraktion og ideer over det fysiske. Og på den anden side er den understøttet af de store monoteistiske religioner, hvor en magtelskende gud (skabt i menneskets billede) satte mennesket til at herske over naturen.

Hvor de fleste kulturer indtil da havde levet med verdensopfattelser, der så naturen som hellig, opstod der et nyt magtforhold mellem mennesket og naturen, da kristendommen vandt frem.

Det er dette verdenssyn, der ligger til grund for den mekanistiske forståelse af livet, som via målbarhedens sejr i den videnskabelige revolution førte til industrialiseringen, hvor bevægelsen fra land til by gjorde adskillelsen mellem menneske og natur stadig dybere.

Fra industrialisering til rumfart til computerteknologi til transhumanisme driver målbarhedskulturen en udvikling, der lægger mere og mere afstand til naturen - dvs. den kaotiske, fysiske, begrænsede virkelighed - med teknologier og abstraktioner, der insisterer på at kontrollere, beherske og udvinde ressourcer for at gøre livet lettere, længere, grænseløst, mere effektivt og mere profitabelt.

Målet synes at være at flygte fra naturen, fra arbejdet, fra besværet, fra følelserne, fra hinanden, fra hjemmet og virkeligheden. Med det formål at skabe såkaldt "vækst" - altså samle mere og mere kapital på færre og færre hænder.

Drømmen om det virtuelle er på sin vis bare stadig mere" ånd" over krop.

Virtuelle spil i stedet for leg, porno i stedet for sex, virtuelle venner, kontaktløs kontakt.

Og på mange måder er en af de mest ironiske dimensioner af udvindingskulturens seneste tiltag det faktum, at de gigantiske mængder data, der indsamles om vores adfærd og sprog, når vi bevæger os rundt i det virtuelle rum på nettet, sælges til de industrier, der arbejder på at udvikle kunstig intelligens - i bund og grund de "robotter", der skal erstatte os på arbejdsmarkedet.

Når udviklingen af teknologier til fremme af effektivitet om kort tid vil være nået til et punkt, hvor maskinerne har overhalet mennesket, kan det blive svært at se formålet med mennesker. Det kan ikke vare længe, før man kan lave en robot, der er lige så god eller bedre til at spise frossen pizza og spille computerspil end os - og som stadig vil betale for det med nogle af de uendelige cifre, der cirkulerer rundt i cyberspace under navnet penge. Disse tal, der vokser og vokser, fordi bankerne uafbrudt skaber flere virtuelle værdier, der ikke bunder i andet end gæld.

Penge har altid været virtuelle. Et faktum som inflationen sætter på spidsen. Boligmarkeder, aktiebobler, valutaspekulation - alt sammen manipulation og massepsykoser. Men på mange måder ser det ud til, at den stadige bevægelse mod mere virtualitet nu flytter os fra det antropocæne til det, som nogle har kaldt for det kapitalocæne,  hvor dervitterligt ikke længere er andet, der tæller end akkumulationen af kapital - hvor det er pengenes vilje alene, der former verden. Hvor Bitcoin, NFT-kunst og "byggegrunde i Metaverset genererer "værdi" uden anden relation til virkeligheden end de enorme mængder CO2, de producerer.

Jeg kan sagtens se det besnærende ved at forsvinde ind i virtuelle verdener, når vi har ødelagt den fysiske verden godt og grundigt med vores forbrugsmaterialisme.

Men vi må se i øjnene, at denne strategi - at adskille os stadig mere fra naturen, fra vores egen natur og fra jorden - ud over at skade planeten også skaber stadig mere ubalance i det mentale økosystem.

At tro, at vi kan få gode liv på rumbaser på Mars, i Metaverset eller som data, der uploades til skyen, er helt uden indsigt i - eller accept af - hvor dybt afhængigt vores mentale økosystem er af jorden såvel som af kroppen. Hvordan det absolut ingen mening giver at tænke på mennesker uden krop og jord.

Hvert øjeblik på dagen falder lyset fra en ny vinkel, og alting kaster andre skygger end kort tid før og kort tid efter. Hver eneste lille detalje er ny - en fugl, der vælger at lette, fordi et vindstød kaster en flue i dens retning; en hund, der gøer, fordi lyden af fuglens vinger får en kat til at spidse øren. Stadig forandring uden for vores kontrol. Alene det simple faktum, at hver morgen er ny og anderledes end den foregående, burde være en advarsel mod at prøve at gøre alting på samme måde hver dag. Det kan en maskine. Det kan et menneske ikke.

Ikke uden at miste evnen til at føle sig selv. Mærke den kerne af sin væren, der er natur, og derfor, ligesom hver morgen er ny, altid er i stadig bevægelse, i stadig forandring, anderledes hver dag. Det er selve livets essens, det magiske ved at være levende, som vi har ofret for at være effektive som pengemaskiner.

Kun ved at være til stede i de stadig skiftende nu-øjeblikke, kan vi være hele, i kontakt med virkeligheden. Alt det andet - fortid, fremtid og virtualitet - er steder vi kun skal besøge kort, hvis vi ikke skal miste os selv og fare vild i tilværelsen.

De ultimative (og krampagtige) fortsættelser af den græske adskillelse af krop og ånd og det monoteistiske dogme om mennesket som naturens hersker er måske forståelige som forsøg på at kontrollere kaos, men de vil kun gøre os mere og mere ulykkelige og hjemløse i os selv.

 Den bedste chance for at undgå det er, at vi radikalt ændrer kurs og erkender, at vores eneste mulige fremtid er den, som Glenn Albrecht kalder Symbiocæn - en kultur, der er baseret på en grundig respekt for og omsorg for, at alt liv er forbundet i gensidig afhængighed af hinanden.

Hvis vi ønsker at være en del af den fortsatte historie, må vi stå 100 % ved vores natur som natur og gøre alt, hvad vi kan, for at gøre vores forbundethed i mentale, sociale, lokale og globale økosystemer til omdrejningspunktet for alle valg og beslutninger, så vejen fra det antropocæne ikke bliver kapitalocæn, men symbiocen.

Flugten fra kroppen, fra besværet, fra jorden, fra det virkelige, fra det mærkbare er ikke den uundgåelige "udvikling". Det virtuelle er een vej, men vi kan også vælge en helt anden. Et oprør, der tager menneskelligheden, kroppen, naturen og det sanselige, det poetiske tilbage. Så vi kan skabe en verden, hvor begrebet økonomi vender tilbage til sine sproglige rødder i Oikos - hjem, og hvor vi bruger den voksende viden, vi nu har om vores hjem, øko-logien, til at tænke helt anderledes over, hvordan vi "holder hus" med vores jordiske hjem - hvordan vi skaber en regenerativ oiko-nomi, der forholder sig til reelle værdier.

(Trykt i "Poesiens Økonomi, nr. 4", marts 2023)